Indblik
Hvordan kan en helt almindelig hverdag se ud?
Herunder har vi samlet nogle helt almindelige dage, for at vise nogle af de ting vi laver…..

En helt almindelig torsdag i juni 2025
Et lille kig ind i vores hverdag: Her er nogle af de videoer, vi har lavet til de sociale medier.
Det er ikke altid lige nemt – vi prøver at lave noget, der både får folk til at smile og får dem til at købe. Det kræver lidt af hvert…
Vi har efterhånden lært, at opslag med mennesker klarer sig bedst. Når der er ansigter og liv foran kameraet, er det som om, folk stopper op og ser lidt mere med.
Vi filmer både inde og ude – og bruger tit lageret som lokation. Produkterne i baggrunden gør noget godt for stemningen og minder folk om, hvad vi sælger.
Og bare rolig: Man er kun med på video, hvis man selv har lyst.
En helt almindelig mandag i maj 2025
Julen er den absolutte højsæson i Danish Global. Det er dér, hvor savnet hos danskerne i udlandet er størst – og der, vi sælger mest. Derfor er det også den tid, hvor vi har allermest travlt.
Julen varer hos os fra slutningen af september til starten af december.
I den periode handler det om indkøb, kundeservice, lagerstyring og håndtering af ordrer – så kunderne kan nå at få deres varer i god tid.
Og når det er højsæson, er der ikke tid til at opfinde kampagner.
Derfor skal marketingplanen og en stor del af indholdet være klar lang tid i forvejen.
Derfor: Jul i maj.
Derfor: Julemandskostumer i forårssolen.
Det kan godt være, at det ser sjovt ud (det er det også).
MEN… det er eddermame også svært at komme i julestemning og tænke i kreative juleidéer, når træerne er i gang med at springe ud og solen skinner fra en skyfri himmel. Det kræver en del at stå som julemand i et steghedt lokale, med fuld dragt og skæg.



En helt almindelig onsdag i april 2025
I dag har vi været på lageret for at pakke og sende ordrer. Pakkerne skal sendes til Canada, USA, Sverige, Norge, Israel og Australien. I mens vi gik og pakkede, havde vi en god snak om hvad forskellen på Europa og EU er. Gode og relevante snakke har vi mange af, når vi går rundt og arbejder… 👌🏼😃
En helt almindelig mandag i april 2025
Vores marketing opgave i dag, var at lave små videoer til de Sociale Medier.
Mange blev ret gode – mange blev ret fjollede og vi havde det virkelig sjovt…
Det der med at stå foran kameraet – det er noget man bliver vant til. Der var ingen af os der synes det var nemt i starten….
I dag er nogle foran kameraet – og andre er bagved kameraet. Nogle redigerer videoerne og andre uploader dem. Vi fordeler opgaverne, så de passer til os……


En helt almindelig tirsdag i marts 2025
I dag var opgaven at finde produkter til en Påske Boks som kunne være interessant for vores kunder.
Der var nogle få krav som skulle følges; bl.a. måtte den ikke veje mere end 2 kg, den skulle indeholde dét en dansker står og mangler til påske, og så skal prisen være til at betale.
På det ene foto ser I det vi valgte og på videoen ser I hvordan Gustav pakker pakken.
En helt almindelig mandag i februar 2025
Vi sidder i Dagmar Teatret sammen med 250 andre fra Marketingsverdenen.
Vi tror på at virkeligheden virker. Derfor deltager vi aktivt i arrangementer som Marketing Bio for at sikre, at vores elever får den nyeste viden og de bedste muligheder. Sammen bygger vi bro mellem uddannelse og erhvervsliv.



En helt almindelig forårsdag med produktsfoto, 2024
Det er ved at være tid til årets første påske-nyhedsmails, så vi skal have lavet nogle flotte produktfotos.
Noget af det danskerne i udlandet er vilde med, er marcipanæg fra Anthon Berg.
Det blev et ret fedt foto vi fik ud af det!
