why-why-why-2022-11-11-05-52-08-utc

Dreambuilders STU baserer sig på vores mange års erfaringer med hjælpeindsatser, beskæftigelse og uddannelse i det offentlige. 

Vi har grundlagt  Dreambuilders STU, fordi vi gennem mange år har erfaret, at de nuværende STU-udbud typisk mangler noget; indsatserne er ofte isolerede i beskyttende rammer indenfor det offentliges egne rammer. Tilbuddene fungerer typisk efter behovene hos de mennesker, der skal have hjælp og ud fra et professionelt pædagogisk eller læringsmæssigt perspektiv. Tilbuddene ligner ved første øjekast og til forveksling de konstruktioner, man kan finde i civilsamfund eller erhvervsliv, men er det ikke. Reelt bliver det ofte parralleltilbud som ligner, men som fungerer efter deres egne interne logikker, der er skabt i et bruger/pædagog eller elev/lærerforhold. Konsekvensen er at distancen til normalsamfundet øges.

Ofte er der for meget formidlingslæring og for lidt praktisk læring eller også er den praktiske læring forbundet med uforpligtende aktiviteter – fx e-sport, drengerøvsklub, kreative fag osv.  Aktiviteter der kan have stor betydning for trivsel (især her og nu), men som kan synes meningsløse i et eksistentielt perspektiv.

Vi ønsker med Dreambuilders STU at skabe personlig udvikling gennem forpligtende arbejds- og læringsfællesskaber og give de unge erhvervsevner og færdigheder, der er brugbare i den virkelige verden. 

Dreambuilders STU “vi lærer og arbejder i virkeligheden – det er ikke noget vi bare leger.”

Dreambuilders STU på slap line ;)
Kim og Louiza på slap line.

Louiza Sophie Zacho Lind
Medstifter & Strategisk Partner

Siden de helt unge ungdomsår har Louiza været optaget af handel, entreprenørskab og haft en begejstring for at udforske verden. Som 21-årig havde hun allerede været rejseguide i udlandet, da hun i 2006 fik ledelsesansvaret for at åbne Fantasy World som en ny satsning i Bonbon-Land. Det blev en succes i forlystelsesparken og betød i første omgang, at Louiza efterfølgende blev udpeget som områdechef for parkens ishuse, souvenirbutikker og fotohuse.

Louiza tog senere en akademiuddannelse i International Handel og Markedsføring og arbejdede siden tæt sammen med Michael Spangsberg med opbygningen af Spangsberg Chokolade, som var hans nye store satsning efter at have solgt både BonBon Slik og Bonbon-Land.

I slutningen af 2014 forlod Louiza Spangsberg Chokolade og tog i starten af 2015 til Dronning Marys hjemland Australien. Her boede og byggede hun sin første virksomhed ”Danish Nordic”, der importerede danske varer, som blev solgt til danskere rundt på kontinentet. Hun solgte virksomheden 2 år senere, da hun tog hjem til Danmark igen. Virksomheden fungerer fortsat som leverandør af danske produkter til hele Australien.

De sidste år har hun kombineret opbygningen af Danish Global med en funktion som Administrativ leder i Faxe Sociale Udviklingscenter, hvor hun også i perioder har stået for dele af undervisningen på STU. Det er igennem disse år idéen til at skabe en handelsrettet STU opstod. En STU baseret på en lærepladsmodel og med internationalt perspektiv.

Kim Hald-Sørensen Rydahl
Medstifter & Administrerende Partner:

Kim var helt afsindigt skoletræt. Hans mor siger, at han første gang nævnte, at han ikke gad at gå i skole mere var i 2. klasse. Han var 20 år før lysten til læring vendte tilbage. Siden er der koblet en del uddannelser på. Kim blev uddannet, først som pædagogisk assistent – i 2002 blev han færdig, formentligt som den yngst uddannede meritpædagog i landet nogensinde.

Allerede i 2001 – 1 år før at han blev færdig som pædagog, blev han ansat som projektleder af et projekt på hjemløseområdet i Københavns Kommune. Målet med projektet var at skulle træne sagsbehandlere i opsøgende arbejde og sikre de hjemløse deres rettigheder. I de næste 10 år var Kim en af hovedarkitekterne bag den opsøgende hjemløseindsats i Københavns Kommune og havde ledelsen af det opsøgende arbejde i forskellige konstruktioner.

I 2010 afsluttede Kim sin MPA fra Copenhagen Business School og var indtrådt som souschef på Aktivitetscentret Sundholm. Her var der fokus på udviklingen af nødovernatning, brobygning til systemet og beskæftigelse af hjemløse og udsatte grupper.

I 2013 rykkede Kim 80 km sydpå for at starte Faxe Sociale Udviklingscenter. I den forbindelse udviklede han og startede Faxe Kommunes egen STU, der hurtigt blev en succes. 3 år efter havde uddannelsen stor tilstrømning og havde knap 30 elever. Kim forlod Faxe Kommune i 2022 efter at have opstartet endnu et nyt tilbudsområde med forebyggende arbejde og personlig støtte til udsatte grupper.

Siden ansættelsen i 2001 har Kim beskæftiget sig med ledelse og entreprenørskab. Kim har været med i udviklingen af mange projekter – både inden- og udenfor kommunalt regi. I flere år sad han som udpeget medlem af bestyrelsen for Hus Forbi og blev senere næstformand, ligesom han i flere år har været en del af bestyrelsen i Gadens Stemmer A.M.B.A  og nu er valgt som bestyrelsesformand med fokus på professionalisering af bestyrelsen og skalering af virksomheden. 

Skal du tage din STU hos os?

Ring, skriv eller send os dine oplysninger, så kontakter vi dig og aftaler en dag, hvor du kan komme og besøge os.